En tur i Fængslet

På denne lidt triste "sommer-dag" hvor det rå-kolde og blæsende vejr har stjålet min lyst til at være ude, strøg mine tanker til et sted - hvor man sidder inde og kun kan drømme om alt det uden for.


Et sted hvor kontrasten mellem inde og ude er så stor, at man uden tøven kan sige at "der er en verden til forskel" Et sted hvor jeg tænker at frustrationer og drømme kan få frit spil og hvor man skal passe på sin fornuft - hvis man ellers har en. Men heldigvis var dørene ikke låste og jeg var i stand til selv at bevæge mig frit omkring.


Stedet er det nu lukkede Horsens Statsfængsel, som blev nedlagt i 2006 efter mere end 150 års treneste. I dag fungerer dele af det gamle fængsel som fængselsmuseum, kaldet Fængslet. Vi var en en gruppe fotografer fra Motiv - Viborg fotoklub, som var inviteret til at fotografere en dag bag fængslets mure og vi måtte derfor færdes frit alle steder hvor der ikke var offentlig adgang. Mange af stederne stod stadig som den dag hvor fængslet blev nedlagt og aktiviteterne blev overført til det nye fængsel.


Og jeg må sige, at jeg efter en hel dag i fængsel virkeligt trængte til frisk luft og frit udsyn. Ikke de snævre udkig gennem de små højt placerede vinduer hvor tremmerne generer udsigten. Og når det regnede og var gråt udenfor så var det virkeligt trist.



Når jeg nu gik rundt her i de endeløse gange, med de utallige lukkede døre ind til de mange mange små ucharmerende celler... Så kunne jeg ikke undgå at de mørke tanker faldt over mig og hele stemningen var bare deprimerende. Jeg synes, jeg fik et lille indblik i hvordan det må være at sidde her, hvor det er op til andre at bestemme hvornår døren bliver åbnet.


Og når jeg læste de utallige små tekster som indsatte gennem årene har tegnet eller ridset i vægge og borde, så stod det mig helt klart at dette har været et sted hvor det ikke har været sjovt at være.

Her står der "I dag skal jeg ud Juhuu!!!" men hvor mange monotone dage er gået inden? 
I mange celler var der også malet store vægmalerier, flere faktisk ret flotte og meget kunstneriske. Stedet bærer tydeligt præg af at der har været rigtig god tid til at drømme sig langt væk herfra.

En indsat har vist drømt sig langt væk, og ladt de mørke skyer tilbage
Men hvor må det havde krævet meget mentalt styrke at drømme disse drømme, når udsigten til virkeligheden er en helt anden.



Men heldigvis var denne dag blot endnu en af de mange fantastiske oplevelser som fotografiet har givet mig. Og jeg kunne efter en dag i brummen sige tak for besøget, og gå ud i vejret som nu var begyndt at vise sig fra sin bedste side... Solen skinnede og det var virkeligt befriende at mærke varmen fra solens stråler og høre fuglene. En kæmpe kontrast til skyggen og de kolde beton vægge inden for murene.


Denne dag fik jeg et lille indblik i livet indenfor murene, men vigtigst af alt så blev jeg mindet om hvor fantastisk det er selv at være herre over sit eget liv og færden. Hvor fantastisk en natur der omgiver os, og at vi skal huske at sætte pris på den. Horsens fjord er bare smukkere, når der ikke er tremmer i vejen.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Kobjælder på Ulbjerg Klint

Med Mikkel Mac på Spa Francorchamps